Tyskland

 
11-02-2011
Tyskland



Tyskland, officielt Forbundsrepublikken Tyskland (tysk: Bundesrepublik Deutschland) er en føderal stat bestående af 16 delstater beliggende i det vestlige Mellemeuropa. Landet grænser i nord op til Danmark, i vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland, i syd til Schweiz og Østrig og i øst igen til Østrig samt til Tjekkiet og Polen. Hovedstaden er Berlin.

Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sild ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km.

Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland og Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde.

Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden.

Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig.

Tyskland ligger i den temperede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.
Oberstdorfs klima er ideelt til vintersport

I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C.

De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C.[10] I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C.

Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.





 
 
Find information om: DK guide net alt om Danmark guiden
(Hovedkategori: Leksikon)