Malta er et lille ørige i Middelhavet, godt 90 km syd for Sicilien. Øriget består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino. Malta har omkring 400.000 indbyggere. De er klemt sammen på et areal, der er omtrent halvt så stort som Bornholm. Dermed er Malta et af verdens tættest befolkede lande. Det nationale sprog er maltesisk, men engelsk har også status som officielt sprog, og mange maltesere taler desuden italiensk. Malta har et subtropisk klima og et smukt koralhav.