Normandiet

 
28-08-2011
Frankrig



Normandiet er et område i den nordlige del af Frankrig med hovedbyerne Caen og Rouen.

Normandiet har ca. 3,2 mio. indbyggere og har et areal på ca. 30.000 kmē. Caen er hovedby for departementet Calvados og hovedstad for den administrative region Basse-Normandie, mens Rouen er hovedby i Haute-Normandie.

Normandiet og Frankrig blev i vikingetiden hærget af vikinger, der med tiden helt overtog området, fordi Frankrig var svækket af borgerkrig. I 841 gik det meste af landets krigsmagt til i et internt opgør, og landet kom ikke på fuld styrke før o. 940. Allerede i 858 fik Berno (Bjørn Jernside? (en søn af Regner Lodbrog)) et len ved Seinens munding, imod at han holdt de andre vikinger væk, hvilket han ikke kunne klare ret længe, da hans folk deserterede.

Senere fik de en formel overdragelse af hele området imod at holde de andre vikinger væk. Det skete, da Rollo blev hertug af Normandiet i 911. Der opstod et nyt folkefærd, normannerne, som vikingerne kaldte sig selv, når de var blevet franske og kristne. "Norman" betyder "mænd fra nord" og ikke kun nordmænd. Den samtidige kannik Dudo fra St. Quentin oplyser, at Rollo kom fra "Dacia", det vil sige Danmark, ligesom vikingerne betegnes som "dacer" og "dani". Rollo døde omkring 932 og blev efterfulgt af sin søn og medregent Vilhelm Langsværd, der imidlertid blev myrdet i 942.

Rollos oldebarn, hertug Richard 2. af Normandiet tilbød kong Æthelred af England sin søster som hustru. Dette ægteskab dannede senere baggrunden for det krav, som en senere efterkommer, Vilhelm Erobreren, rejste på den engelske trone. Han var blevet hertug af Normandiet i 1035 og i 1066 indtog han England derfra.

Senere kæmpede Frankrig og England meget om området, indtil ca. 1450, hvor Frankrig slog England ud af området. (Kanaløerne var og er dog stadig len under den engelske krone.)
Normandiet havde dog stadig en selvstændig lovgivning frem til den franske revolution.
Normandiet er berømt for at have lagt jord til militæroperationen D-dag under 2. verdenskrig.
Normandiet er desuden kendt for sin Camembert, sin cider og sin æblebrændevin Calvados.





 
 
Find information om: alt om guiden Danmark guide net DK
(Hovedkategori: Leksikon)