Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandet rumfart og ubemandede rummissioner.

Mennesket har i umindelige tider drømt og skrevet om at rejse i rummet. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction litteratur.
Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren.

I USA eksperimenterede Robert Goddard (1888-1945) i 1920’erne og 1930’erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed.
Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Udover den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen.

Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Bajkonur-kosmodromenen i Sovjetunionen. Laika blev det første levende væsen i rummet den 3. november 1957 - og det første levende væsen, der døde i rummet (af varme, ca. 6 timer efter opsendelsen). Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 om bord på Vostok 1, mens Neil Armstrong som det første menneske satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969.