Strikning er en metode til fremstilling af tekstil ud fra garn. Strikket stof består af løkker, kaldet masker, som er trukket igennem andre masker. Maskerne holdes på en strikkepind indtil der er trukket masker igennem dem.
I modsætning til hækling, hvor man kun arbejder med en maske, er det antallet af masker på strikkepindene, der bestemmer det færdige arbejdes størrelse. Det mest enkle er at starte og slutte med det samme antal masker, men det er også muligt både at lave flere masker undervejs (udtagning) samt reducere antallet af masker (indtagning).
Der findes tre typer af strikkepinde:
* De mest almindelige strikkepinde er spidse i den ene ende og har en knap i den anden ende som forhindrer maskerne i at glide af pinden. Maskerne slås op på den ende pind, og man strikker en række ved at bruge den frie pind til at trække garnet igennem maskerne. Hver gang garnet er trukket igennem en maske overføres den nye maske til den frie pind. Efter en hel række er hele arbejdet overført, og den pind, der først holdt alle maskerne, er nu fri. Herefter vendes arbejdet og der strikkes tilbage.
* Strømpepinde benyttes til sokker, vanter, m.m. og består af fem ens pinde der er spidse i begge ender. Når man strikker på strømpepinde, slås der masker op på de fire af pindene. Undervejs i arbejdet strikkes masker fra en af de fire pinde over på den femte, således at der nu bliver en ny pind fri. Når de første fire pinde er strikket, fortsættes arbejdet på den første pind, således at arbejdet hænger sammen hele vejen rundt. Man fortsætter rundt, indtil arbejdet har nået den ønskede længde.
* Rundpinde består af to strikkepinde der er spidse i begge ender, og som er forbundet via et stykke tyndt, bøjeligt plastic. Masker slås op, så de når hele vejen rundt på pinden, og ved strikningen fortsættes blot rundt hele tiden, indtil arbejdet har fået den ønskede længde.
Strikkepinde kan være lavet af metal, plastic, bambus, m.m., og de fås i mange forskellige tykkelser. Tykkelsen måles i millimeter og angives på pinden med et tal. Pind nr. 5 er 5 mm i diameter. De mindste pinde fås i spring på ½ mm (eller i spring på 0,25 mm - dette ses sædvanligvis ikke i Danmark), mens der er større forskel på de største pinde. Strikkepinde fås i størrelser fra 2 til 30.